Gå til indhold
Lav en symmetrisk 3D fan

Lav en symmetrisk 3D fan

4 min. læsningDazzle Lashes

En pæn 3D fan kræver ens afstand mellem vipperne og en smal basis. Her er fremgangsmåden, og hvilken tray og pincet der gør det lettere.

For mange er 3D fans det første skridt ind i volume. Tre tynde extensions samlet i én fan giver mere fylde end single lashes, men udtrykket er stadig let og blødt. Det lyder enkelt. Alligevel kræver en pæn 3D fan præcision: ens afstand mellem vipperne, en smal basis og en fan, der sidder lige på den naturlige vippe.

Hvad kendetegner en god 3D fan?

Den skal være symmetrisk, let og stabil. De tre vipper spreder sig jævnt ud fra en fælles basis, med den midterste vippe i midten og de to yderste i samme vinkel til hver side.

  • Basis er smal. Vipperne er samlet tæt nederst, så fan'en kan lægges præcist på én naturlig vippe.
  • Der er samme afstand mellem alle tre vipper.
  • Spidserne flugter, så fan'en ikke ser skæv ud.
  • Den er ikke så bred, at den rammer nabovipperne, og heller ikke så smal, at den ligner én tyk vippe.

Tykkelse og tray

Mange lash artists bruger 0.07 mm til 3D fans, fordi tykkelsen er nem at styre og giver en synlig effekt. Har kunden fine eller svage naturlige vipper, er 0.05 mm et lettere valg. Du finder begge dele i vores volume trays.

Vælg en tray, hvor vipperne slipper strimlen let. Sidder de for fast, er det svært at trække dem jævnt af, og så bliver fan'en ujævn, allerede inden du er begyndt at åbne den. Er du usikker på forskellen mellem tykkelserne, kan du læse mere i vores guide til tykkelser.

Trin for trin

  1. Tag tre vipper fra strimlen. Grib dem med din volumepincet cirka en tredjedel oppe fra basis, og hold pincetten vinkelret på vipperne.
  2. Træk dem fri. Træk lige op og af strimlen i én rolig bevægelse, så vipperne ikke forskyder sig.
  3. Åbn fan'en. Rul eller vip pincetten let, så vipperne folder sig ud. Nogle foretrækker at presse basis let mod tapen eller lash tilen, så fan'en åbner sig mere kontrolleret.
  4. Tjek symmetrien. Hold fan'en op mod lyset. Sidder en vippe skævt, så start forfra i stedet for at rette på den.
  5. Klem basis. Saml den let, så den er smal og stabil, før du dypper den i limen.
Smid en skæv fan ud, og lav en ny. Det går hurtigere end at prøve at redde den på øjet.

En pincet, du har styr på

En volumepincet med en god gribeflade gør det meget lettere at holde vipperne samlet, uden at de glider. Mange lash artists bruger en boot pincet eller en pincet med L form til fans, fordi den brede spids giver kontrol over basis. Det vigtigste er, at spidserne lukker helt, og at du føler dig sikker med vinklen.

Typiske fejl med 3D fans

For bred basis

Bliver vipperne ikke samlet nederst, er fan'en svær at placere, og den kan klæbe til nabovipperne. Øv dig i at klemme basis, før du tager lim.

For meget lim

Overskydende lim kan løbe op ad fan'en og lukke den. Dyp kun basis, og hold limperlen lille.

Ujævne længder

Tager du vipperne i forskellige højder, flugter spidserne ikke. Grib altid det samme sted på strimlen.

Øv dig, før du arbejder på kunder

Du bliver hurtigst bedre ved at gentage. Lav fans på en lash tile, læg dem side om side, og sammenlign dem. Når de ser ens ud, kan du øve placeringen på et øvehoved. Øvehoveder og andet træningsudstyr finder du under øveudstyr.

Det hele handler om at gøre det samme hver gang: samme greb, samme åbning og en smal basis. Vælg en tykkelse, der passer til kundens naturlige vipper, brug en pincet, du har kontrol over, og øv dig, til teknikken sidder i hænderne. Så bliver dine 3D fans både pænere og mere holdbare.

Ambassadørprogram

Arbejder du med vipper? Bliv ambassadør og få fast rabat på vipper.

Ansøg som ambassadør

Fra artiklen

Volume trays

Se alle Volume trays